Rejsebeskrivelse

Den 22. november 2006 drager jeg til Rusland sammen med to dejlige kolleger, Carsten og Henrik. Vi skal derover i forbindelse med et projekt, som Vestsjællands Amts Misbrugscenter har. Vores formål med turen er, at overrække en gave til et hospital i Sct. Petersborg. Gaven består af en hel del brugt hospitalsudstyr, såsom senge, kørestole, krykker, vægte mm. Disse har vi indsamlet på sygehuse, rengjort og stablet i en lastbil (uden lift) Fik god hjælp af vores brugere fra døgnbehandling og efterbehandling.

Vi skal bo, de første 3 dage, i byen Kotly. På en nedlagt kaserne driver en frivillig organisation et rehabiliteringscenter hvor, hjemløse, misbrugere og andre af samfundets udstødte, bor, arbejder og lever deres liv. Stedet har en gæsteafdeling, hvor vi vil blive indlogeret. Jeg har ladet mig fortælle, at i de senge er der ingen lopper. Jeg er også blevet spurgt ud om, hvorvidt min mave er sart, da maden bliver tilberedt i store kar og spande. Min mave kan heldigvis tåle meget.

De sidste to dage skal vi tilbringe i Sct. Petersborg på et større hotel. Der er tid til at lege turister og Henrik som er den ene deltager, har været der et utal af gange før. Han er derfor udnævnt til guide og vil slæbe os rundt mange steder. Turen vil klart vise forskelle sider af det russiske samfund som ikke kan undgå, at gøre et stort indtryk. Disse indtryk vil jeg gerne beskrive på denne side og jeg ved, at penslerne også vil tale deres sprog på lærredet.

Indtil da..................

Hilsner fra mig en november aften.

Så blev det onsdag den 22. november. Aftenen før hyggede jeg mig med finde tøj frem, ordne vasketøjskurven og finde mad frem til mine katte. Den ene killing, på 6 mdr. følger mig i tykt og tyndt og hun nåede, at blive lukket inde i skabet flere gange. Brændeovnen knitrede lystigt, god musik på ghetto-blasteren og en plan om, at gå tidligt i seng. Skulle op næste morgen klokken 4. En god ven kom forbi, kaffe i koppen og en hyggelig snak. Sluttede dagen af med et varmt bad og kom selvfølgelig, alt for sent i seng. Rejse-spændingen gjorde sit til, at klokken var et, sidste gang jeg tjekkede uret og hvor jeg endnu engang undersøgte, om jeg nu havde sat alarmen til!

Faldt i søvn, drømte på livet løs og vågnede pludselig op med den der følelse af, at nu havde jeg s.. sovet for længe. Lige den morgen, hvor det ikke måtte ske. Greb hurtigt ud efter mobilen og ganske rigtigt...... klokken var 5.38. Jeg skulle være i Slagelse klokken 6! Det tager omkring tre kvarter at køre til Slagelse, så jeg havde bare travlt. Aldrig kommet så hurtigt ud af døren før, kastede nærmest kuffert, taske, halstørklæde og mobil ind i bilen og fumlede selvfølgelig helt vildt med nøglen, mens jeg skældte mig selv ud, med alverdens grimme gloser. Formåede at huske på, at trække vejret lidt dybere og startet Forden.

Havde virkelig hygget mig aftenen før og nået det hele, med undtagelse at fylde benzin på bilen!!! Pilen var fuldstændig i bund og jeg ville vel lige nå ud for lands lov og ret og der løbe tør. Et kvarter efter jeg slog øjnene op, havde jeg fået tanket og ringede til Henrik, i håb om, at de var forsinket på deres vej over Fyn. Men næ nej, de var allerede på vores aftalte sted og ventede på mig. Fik fortalt, at jeg havde haft startproblemer, hvilket ikke var helt forkert, og at jeg var på vej ud af Holbæk. Henrik har vist ikke det store kendskab til afstanden mellem Holbæk og Slagelse, så han tog det helt roligt og vi aftalte da bare, at mødes cirka 25 min. efter.

Så blev den gamle Ford ellers tæsket lidt, vel vidende, at jeg lige havde åbnet et brev fra politimesteren fra Roskilde. De havde taget et nydeligt billede af mig, ugen før og mente, at jeg skulle betale 500 kr. for det. Til den pris burde jeg bruge fotoet som julekort. Nå...... det gik hurtigt fremad selvom jeg overholdt fartgrænserne, i hvertfald i de små byer. Fik fat i Henrik igen og vi aftalte et nyt mødested, som lå ved motorvejen og som betød, at vi "kun" blev 15 min. forsinket, i følge vores tidsplan. Jeg skulle senere erfare, at det var et rigtig dårligt sted, at stille bilen. Nå, vi kørte videre og ramlede selvfølgelig ind i kø på motorvejen, men nåede lufthavnen i god tid.

Jeg havde heldigvis tid til, at smutte på toilettet hvor tandbørsten hurtigt blev fundet frem. Da jeg så mig selv i spejlet vidste jeg, at det var to gentlemen jeg havde som rejsekammerater. De havde intet sagt om min fremtræden, men med børste og lidt fikserier fik jeg sat skik på morgenhår og klatøjne. 
Så var det ellers gennem kontrol, kontrol og atter kontrol. Ombord på en propfyldt flyvemaskine, hvor vi sad lidt spredt fra hinanden. Jeg byttede plads med en anden passager og fik et sæde, ved siden af Henrik. God snak under en forholdsvis rolig flyvetur.

Vi var omkring de ti kilometer oppe og så var det som om, at piloten pludselig kom i tanke om nedstigningen til Sct. Petersborg lufthavn. Kors for en oplevelse. Det var meget brat ned, hvilket afstedkom en enorm smerte i begge ører. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Og det var altså ikke bare propper. Smerten varede under hele nedstigningen og fortsatte et godt stykke tid efter. Al snak forsvandt i mudder og jeg kunne ikke rigtigt høre noget. Talte selv meget højt, hvilket Henrik morede sig en del over.

Efter en time tids var mine ører igen normale og det var en lettelse. Vi blev hentet i lufthavnen af André og Alex. Begge arbejder på rehabiliteringscenteret.
 
Alex er chefens højre hånd og kan næsten ikke noget engelsk. André er meget dygtig til engelsk og en del af hans arbejde i centeret, består i at være tolk. Således følger han Carsten og jeg, de næste tre dage. Da vi nu er i Sct. Petersborg tager Alex os ud på en større seightseeing. Vi er bl.a. forbi Putins resisdens, hvor han bor, når han er i byen. Han er iøvrigt født og opvokset i Sct. Petersborg. Imponerende bygningsværk og meget velholdt. Hele herligheden er omkranset af en kæmpe park og et flot smedejernshegn.

Da vi kører rundt, er det første der falder i øjnede, de russiske hegn og stakitter. De er kilometer lange og malet i pangfarver. Turkis, grøn, gul, rød osv. og er virkelig en kontrast til et meget gråt, beskidt og slidt indtryk af byen. Vejret viser sig heller ikke for sin smukkeste side. Der er meget vådt overalt, masser af jord på vejene og skyerne hænger tungt over hele himlen.

Vi kører mod Kotly. Igennem masser af skov, primært birketræer som står stolte og ranke langs hullede veje. Husene på landet ser, efter danske normer og friværdi, lettere ramponerede ud. Mange små skure, hvor flere nærmest er væltet helt sammen. Nogle af husene er halvtfærdige og ser lidt forladte ud. Som om nogen har opgivet byggeprojektet eller løbet tør for penge til det. Til alle disse huse er der lidt jord, hvor en stor del er anlagt til urtehave. Og samtlige er gjort klar til vinteren. Fræset, revet og velholdt.

Vi passerer også flere begravelsespladser. De stærke pangfarver fra hegnene og stakitterne går igen, i blomsterne på gravene. De fleste er plastikblomster, hvilket måske hænger sammen med, en lang holdbarhedstid og derved billigere end friske blomster. Urtehavens afgrøder er hovedsaligt spiselige og den øvrige beplantning i haverne er bær-buske og træer. Staudebede gøres der ikke så meget i.

Endelig efter en flere timers tur, sammenklemt på bagsædet, når vi rehabiliteringscentret i Kotly. Alex dytter mange gange i hornet, så porten kan blive lukket op. Vi er nu på et gammelt militæranlæg, og det er enormt.

Tusmærket har holdt sit indtog, så det er kun store omrids af bygningerne, vi kan se. Gennem mange vinduer strømmer der skarpt blåligt lys ud. Lidt senere finder jeg ud af, at det skyldes et hav af lysstofrør. Vi kører hen til den bygning, som bliver brugt som gæsteafdeling. Hoveddøren består af gamle brædder som minder mig om, min bedstefars port til hans brændeskur. En gammel nedslidt betontrappe fører os et niveau højere op. Vi træder ind i en kæmpe gang i strålende mintgrøn og med masser af lys,  så øjnene misser lige en ekstra gang. En kvinde hilser fåmælt og lidt sky på os, og er ved at dække bordet.

Maden bliver bragt ind og vi er alle temmelig sultne. Vi får ris med kylling og en dejlig kålsalat. Derudover er der rugbrød med pølse. Om det er en russisk skik eller til ære for os, ved jeg ikke. Desserten består af alverdens søde sager, kiks med vanilje-fyld, chokolade og kager. Mætte og trætte bliver vi vist ovenpå til vores værelser.

Jeg får, som den eneste kvindelige gæst, eget værelse. En kæmpeseng med flere hjemmestrikkede plaider, klædeskab, et spejl på en gammel kommode og de har pyntet rummet, med det de nu havde. Så der hænger guirlander ved vinduet og rundt om spejlet. Drengene bor inden ved siden af og deler værelse. Sengen er vist hjemmebygget og bunden består af to gamle døre. Der er heldigvis dejligt varmt og efter en times god snak, går vi til køjs. Da jeg ligger i mørket og tænker på dagen, kan jeg høre hammerslag og lidt liv, udenfor. Klokken er halv elleve og der arbejdes stadig rundt omkring os. Sover lidt uroligt men glæder mig til, at det bliver morgen. André fortalte, inden vi gik i seng, at der var tændt for kedelen og at der ville være varmt vand til næste morgen.

Stod tidligt op med det for øje, at score bruseren, inden de to andre fik søvnen ud af øjnene. Var den første i badet. Fik lagt tøjet i en fin bunke i baderummet og tændte forventningsfuld for det varme vand. Det løb lystigt ud med vand, men det blev bare koldere og koldere. Kloaksystemet virker åbenbart ikke så godt, så mens det kolde vand fossede ud, steg vandstanden i hele brusekabine, betydeligt. Da alt mit tøj pludselig var indenfor rækkevidde, måtte jeg, helt tør, slukke for vandet og tage tøj på igen. Intet bad denne morgen. Fik fortalt drengene, at varmt vand, det kunne de godt droppe. Frem med vaskeklud og duftevand og klar til dagen.

Og så til morgenmaden............... fisk med pommes frites.
Vil jo gerne være en god gæst men har aldrig holdt af varm mad, om morgenen. Prøver virkelig at spise lidt men må levne en del. Der er også stedets eget hjemmebagte brød som glider ned og sulten bliver stillet. Henrik har medbragt en del arbejde og han bliver placeret ved en stikkontakt, så han kan benytte sin bærbare computer.

Carsten og jeg skal tilbringe dagen, sammen med André. Vi skal ud og se alle de forskellige produktioner som de har, på dette sted. Vejrmæssigt er det omkring frysepunktet men fordi det blæser meget, føles det enormt koldt. Vi er begge godt klædt på men fryser meget. Efterhånden som vi støder på, de mennesker som har deres liv her, iført genbrugstøj som ligner noget fra Tøj og Sko, holder vi hurtigt op med, at pive.

Området er meget stort og bygningerne vil nok blive saneret, hvis de stod i Danmark. De har repareret mange af dem udvendigt men det er pletvis mørtel der er spredt rundt omkring. Indvendigt er renoveringen lidt bedre. Der er meget lange gange som ikke er belyst. De har koncentreret belysningen til de rum hvor folk opholder sig. Det første vi ser, er stedets køkken. To rum som er fyldt med omkring 12 gamle komfurer. Det ene rum bliver brugt til syltning af rødbeder, agurker og hvad man ellers kan konservere på den måde. Det andet til den daglige forberedelse af maden.

Vi går igennem rum med skolebænke, genbrugstøj og kommer til bageriet. André er den ansvarlige og to kvinder er ved, at bage dagens portion af brød. André fortæller, at de mangler mel og dagens ration er blevet skåret ned fra et brød pr. person til et halvt! Når de har meget mel, laver de deres egen spaghetti.

Det skal nok lige fortælles, at der er 170 mennesker i rehabilitering samt omkring 100, der er ansat. Ingen modtager løn for deres arbejde men Alex har f.eks. en bil til rådighed samt en mobiltelefon. Både Alex og André har en lille lejlighed på stedet. Alex bor sammen med sin kone og deres to små børn. André bor alene og har en forlovet i Sct. Petersborg, hvor også hans familie bor. Han modtager lidt tøj og penge fra dem.

André er en yderst sympatisk mand og vi får lov til, at spørge han ud om hvad som helst. Han fortæller sin egen historie og om dengang han var en ung, dygtig og ambitiøs musiker indenfor rock-genren. Han hørte om dette sted i Kotly, tog herud og blev stoffri. Det er nu 5 år siden.

Vi går ned mod stalden og på vejen passerer vi, en større sammenstyrtet bygning. Trods forfaldet er der en vis skønhed over denne plet. Man kan stadig ane, hvor store vinduerne engang har været og det må have taget sig pragtfuldt ud, i sine velmagtsdage. Rundt om bygningen står der mange nøgne træer og buske, som ved forårstide må indhylde hele herligheden. André fortæller, at de bruger murbrokkerne til nye opbygninger, rundt omkring på stedet. Der er heldigvis nok brokker at tage af, så ruinen ikke forsvinder helt væk, lige med det samme.

Vi når ned til hestestalden. En af de ansatte er helt vild med heste og hendes plan er, at starte en rideskole op for det omkringliggende samfund. Planen er også, at folk udefra kan få opstaldet deres heste her. Vi hilser på de mænd der passer dyrene og går ind i stalden. Der er en lidt dunkel belysning, varmt og den der helt specielle duft af halm og hest. Hele sceneriet er som taget ud af en gammel bog eller et Lars Karlson billede. Hestene er meget nysgerrige og det er rart, at stå og nysse mens kulden udenfor forsvinder fra hænder og fødder.

Vi forlader hestestalden og sætter kursen mod grisestalden. Grundet hygiejneforhold står vi pænt bag glasruder og kigger ind til alle grisene. Det vrimler med små pattegrise og de bliver primært brugt til videresalg. Lidt længere henne ligger en anden bygning hvor køerne har hjemme. Der er simpelthen så pløret udenfor, så vi opgiver at komme nærmere og fortsætter istedet hen mod bygningen, hvor de opdrætter kaniner. De bliver avlet med henblik for salg og André fortæller, at deres kaniner er nogen af området fineste. Vi traver videre hen til en enorm bygning.

Da militæret var her, brugte de dette sted til alle deres køretøjer. Langs den meget lange facade er der kæmpe porte. Ved den første port sidder tre kvinder på nogle kasser. Bag dem tårner der sig utrolig mange trækasser op. Alle er fyldt med årets høst af gulerødder. Kvindernes arbejde består i, at rengøre og sortere disse gulerødder og lægge dem i sække. Der står kasser fra gulv til loft og så langt ind i bygningen som øjet kan se. Der er vist arbejde til næste høst! Vi går lidt længere ind i bygningen og ser noget, som har brændt sig fast på nethinden. Et kæmpe læs af rødbeder. Øverest på dette bjerg sidder en ung mand. Der er lidt mørkt i rummet og hundekoldt. Han sidder, ligesom kvinderne, og rengører og sorterer alle disse rødbeder. Det kan man kalde fast arbejde.

Vi fortsætter rundvisningen og kommer til mekaniker værkstedet. Der er ingen da vi går ind men vi finder hurtigt gruppen af mænd, der har forskanset sig rundt om fyret. De står tæt på for at få varmen. Ved siden af værkstedet har de deres teglværk. En lokal håndværker forærede dem støbeforme, ovne og materialer. Aftalen var, at lige så snart de begyndte at tjene penge på tegl, skulle de afdrage for udstyret. De tjener rigtig godt på disse tegl og har betalt gælden tilbage. Teglene eller fliserne som det vist nærmest er, har en høj kvalitet og er meget efterspurgt i området. De stærke farver fra stakitter og kirkegårde går igen her. Og der er mange forskellige mønstre på dem.

Vores rundvisning som har varet et par timer er nu ved, at være slut. Godt forfrosne og trætte af indtryk går vi tilbage til gæsteafdelingen. Der venter bilen og vi skal nu ud på en længere køretur. Vi skal til Prepesjinka, hvor organisationen har deres andet sted. Stedet ligger ved den finske bugt og blev i gamle dage, brugt som sindsyge hospital. 


Igen en masse dytten med hornet, så den store port kan blive kørt op. Vi kører ind og det er en hel lille landsby, med mange små bygninger og værksteder. Selve hovedbygningen ligger helt ned til vandet, hvor en gammel anløbsbro med rustne smedejernslygter, vidner om en forgangen storhedstid.

Vi kører videre og parkerer ud for et nydeligt renoveret hus, hvor organisationens ledelse, holder til. Vi bliver modtaget af chefen Sergei og vist indenfor. Igennem en mindre gang og videre ind i huset hjerte.

Et kæmperum opført i kampesten, som vækker minder om skiferier i norske hytter. En brændeovn knitrer, men der er hul i glasset og varmen forsvinder væk, inden den har opfyldt rummet. Der er s.... koldt og de fire lædersofaer der står tæt om sofabordet, er ikke ligefrem lune, at sidde i. Og så vælter det ellers ind med mad. Alt muligt, pølser, kartoffelmos, kål i alverdens afskygninger, vafler med sødt fyld og hjemmelavet saft.