Den 21. december 2006 drager jeg ud på eventyr. Jeg skal på en trekking-tur til Nord Vietnam i 15 dage. Selve turen starter med 3 dage i Hanoi med mange spændende indslag, bl.a. et besøg på silkemarkedet og Parfume Pagoderne, som jeg ser meget frem til.
Derefter går turen til Sapa med tog, som bliver omtalt som Sydøstasiens svar på Orient-expressen. Så starter selve trekking-turen som fører til overnatninger hos forskellige stammefolk, Dao - Tay - Xa Pho og Flower Hmong. Turen bringer mig gennem jungle, vandfald, bjerge, landsbyer og flere minoritetsmarkeder. Efter selve trekking-turen ender jeg ved udmundingen af den Røde Flod, hvor jeg skal tilbringe en dag ombord på en stor båd. Der er mange klippeformationer som dramatisk springer op af havet. Der kastes anker og natten tilbringes i en lille lagune helt omgivet af kalkstens øer. Næste dag sejles der i tre timer ind til Halong hvor alskens seafood kan nydes. Den sidste dag tilbringes i Hanoi inden afrejse til Danmark med mellemlanding i Singapore.

Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg ser frem til dette eventyr. Men jeg vil gerne bruge denne side til, at fastholde oplevelserne, indtrykkene, tankerne og inspirationen.
Glæder mig til at stå hjemme i køkkenet med pensler, farver, lærred og med de redskaber udtrykke min rejse.